Nu
forstår jeg
det jeg hørte:
at tiden er ens
værste fjende.
En anden art
er jeg;
andres virken får mig til at handle:
at handle langsomt,
at handle ubestemt,
at tabe tid i dette spil,
i dette kompromis.
Jeg når det aldrig nu...
Døden indtræffer
nogle år før døden:
den første er årsag til den anden.
Jeg er en skabning,
der ikke kan noget,
undtagen at mærke dette,
- dette tidsbedrag,
dette tyv af det kostbareste.
Den perfekte kreation
fødes
af det perfekte ønske om at skabe.
Derfor vil mit værk
aldrig blive til noget
- kun et ekko af skabelsen
gennem universet,
holdt sammen
af menneskeligt væv...
Intet tilhører mig.
Når jeg træder frem –
kommer jeg ud af det blå;
og fremtvinger måske
et par løftede øjenbryn.
Når jeg forsvinder
- har jeg aldrig været.
Alt bliver mindre
hver gang det beskues.
Intet er det samme
alderen undtaget.
Det
jeg kan se nu
er ingen epoke.
Hvem kan begribe dette opspind?
Kun rusmidlet er tiden,
illusionen frembagt
af konspirationen
der var begyndelsens årsag.
Træthed ...
Træthed efter så mange forsøg
som slog fejl
er tiden.
|
